Den ene ting lavt selvværd og selvsabotage lever alt for godt af, [og som du kan ændre] er konstant at få lov til at puste til dine indkodede erindringer om fortidens svigt og ubehagelige minder.
Selvsabotagen lever ganske enkelt af, at du bliver ved med at genfortælle fortidens længst svundne historier om dig selv og hvem du er, og ISÆR, hvem du – pga af fortiden, TROR du er nødt til at blive ved med at være.
Prøv lige at læse med her:
I sidste uge havde jeg den mest magiske session med en ung kvinde, som da vi skulle afslutte, sagde:
“Puha – hvad jeg tager med mig?
Der er godt nok nogle ting her, jeg skal indrømme overfor mig selv…
Jeg kan mærke, at jeg har sådan en varm, lidt nervøs fornemmelse i maven, for det er jo GODT, men jeg er også lidt bange for at slippe!”
Kæreste ven, ja – det er sådan, det er:
Noget af det mest angstprovokerende er netop tanken om at skulle slippe den sandhed, du har gået her og fortalt om dig selv i så mange år!
Det giver ingen mening.
Især ikke hvis den historie, som hos min klient og mange andre sammen med hende fortæller dig selv, er negativ og funderet i at forvente det værste (fordi så bliver du nemlig aldrig skuffet…)
Hvis det her vækker genklang i dig, så hør lige, hvad min klient OGSÅ sagde i sidste uge, da jeg spurgte, hvad det er, hun bliver bange for:
“Når jeg forestiller mig, at du lige har tryllet alt, jeg har gået og sagt og troet om mig selv væk gennem de sidste … 30 år, så bliver der jo helt tomt!
Hvad skal vi så, tænker jeg…?
Det jo er nemmest at ‘ty til’ det negative og jeg vil helst ikke give slip på det, jeg tror, er rigtigt“.
Bingo.
Den græsk-armenske filosof Gurdjieff har sagt, at:
“Det sidste, mennesker er villige til, er at slippe, er deres lidelses historier. Vi er villige til at afvise nok så meget lykke, men vores lidelse vil vi ikke give afkald på”
Jeg har ikke tal på alle de gange, en modig og sårbar kvinde har sagt til mig, at det føles som om, der er ‘noget’ der hele tiden bremser hende eller spænder ben for hende eller holder hende fast.
Genkender du det også:
Den næsten desperate, klaustrofobiske følelse af en slags kviksand fra fortiden, der holder dig, som i en skruestik, og hvis du bevæger dig bare lidt, så vil det kun suge dig endnu længere med ned?
Der er INGEN af os, der ønsker at være der eller have det sådan.
Så hvordan i alverden kan det være, at mange af os alligevel bliver ‘hængende’ i det!?
Vi gør det, som min klient siger, fordi du bliver bange.
Jeg kender selv den følelse, som min egen bukselomme!
Jeg VED, hvordan du har det.
For jeg har selv siddet ubehjælpeligt fast i min egen lidelseshistorie i alt, alt for mange år…
Indtil det endelig gik op for mig at bolden lå lige foran mig, jeg skulle bare holde op med at være så bange for at sparke til den
Den bold ligger også lige foran min super modige klient, der er i fuld gang med at arbejde med sine egne selvskabte og negative overbevisninger, fordi hun VIL af med dem.
Ligesom din bold også ligger lige foran dig!
