Den dag var onsdag d. 20. marts 2013 kl. 13.34
Og hvordan er det nu, jeg kan vide det så præcist?
Fordi jeg kørte galt med 115 km/t på motorvejen mellem Århus og Horsens den dag og i de minutter.
Ulykken var pænt voldsom.
Jeg skiftede vognbane.
Baglæns.
Fortsatte op over en stejl skrænt.
Baglæns.
– Og blev kastet op i luften og landede halvt på siden, halvt på taget og kurrede derefter små 10 meter.
Jeg troede, jeg skulle dø
3 gange nåede jeg at tænke:” Nu stopper det…” – jeg nåede at dø mentalt 3 gange.
Men sagen er, at det gjorde jeg ikke.
Jeg overlevede!
Jeg var slået til plukfisk både udvendig og indvendig.
Men jeg var i live!
Giv slip på katastrofetankerne
Den græsk-armenske filosof G.I. Gurdjieff påstod, at det sidste vi mennesker er villige til at give slip på er vores lidelseshistorier.
Vores hjerne er indrettet sådan, at den holder os fast i katastrofetanker og frygt for at undgå den ubehagelige tvivl og usikkerhed, der uværgerligt følger med at overskride vores komfortzone.
Jeg ved alt om det.
Ulykken ER en del af mig.
Og den slog mig hjem et langt, meget svært år.
En eksistientiel krise, der blev en gave
Det skulle vise sig, at det slet ikke var ulykken, der var det værste.
Det var derimod den eksistentielle krise, som ulykken udløste, hvor jeg var nede og vende på bunden og tilbage igen over et par gange i løbet af det år.
KL. 13.05 den onsdag d. 20 marts 2013 havde jeg netop afsluttet en samtale med en kollega med ordene:
Hvis der ikke snart sker noget, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre – jeg er nødt til at stoppe..”
Jeg var udmattet af stress og af at forsøge at holde sammen på mig selv i et liv, som efterhånden overhovedet ikke var mit, gav mening eller livsglæde.
Tværtimod så var jeg drænet til sokkeholderne på det tidspunkt, hvor jeg satte mig ind i bilen.
Et brutalt wake-up call
Og stoppet blev jeg så!
Omend ikke helt på den måde, jeg havde forstillet mig.
Ulykken var virkelig slem med genoptræning både fysisk og psykisk.
Men det sværeste ved ulykkens livsomvæltning var faktisk, at jeg blev kastet hovedkuls og brutalt ind i erkendelsen af, at jeg jo faktisk levede et liv, som jeg hverken trivedes med, holdt af eller følte nogen som helst indflydelse på eller mening med!
Du lever nu, kvinde
I dag føles det allerede som mange år siden.
I dag lever jeg det liv, som jeg har drømt om og som på alle måder er MIT liv.
Det jeg skal bruge ulykken til, er en påmindelse om at LEVE!
Den eksistentielle krise blev en slags bonus påmindelse om, at jeg skal leve hver dag i overensstemmelse med mig selv.
Det er så fristende at give efter for sådan en oplevelse.
Det var også fristende at sætte mig ned og overgive mig til ulykken, offerrollen og på den måde lægge ansvaret for mit liv i hænderne på nogle andre – og det faktum, at jeg havde oplevet noget forfærdeligt
Og jeg siger slet ikke, at det er hverken let eller uden omkostninger at tage kampen op og begynde at stille de krav til dit liv, som du inderst inde går og sukker efter.
Du har et valg – hvad vælger du?
Men – du har et valg.
Lige som jeg havde.
– Og det ER ganske simpelt:
Lad være med at vente på ulykken.
Eller stress-sygemeldingen.
Eller depressionen.
Lad være med at vente til i morgen.
Lad være med at fastholde katastrofetankerne og frygten.
Tag i stedet dig selv i hånden, træk vejret og beslut dig for at leve.