I dag er det min fødselsdag – og hold nu op, jeg har meget at fejre!!
Jeg glæder mig over mit liv hver dag.
I dag.
Sådan har det været siden onsdag d. 20. marts 2013, hvor mit liv var så tæt på at glide ud af hænderne på mig og ud på den sorte is på motorvejens asfalt og .. forsvinde.
Hvis du ikke kender historien om den dag, hvor jeg bogstaveligt talt snød både døden og i øvrigt mirakuløst undgik at blive slået til lirekassemand, så kan du læse den her >> den dag jeg blev slået hjem i mit eget liv.
Men.
I dag og resten af mit liv handler det altså om at forsøge at leve hver eneste dag i mit liv så meget i overensstemmelse med mig selv, som det overhovedet kan lade sig gøre.
Før onsdag d. 20. marts 2013 så det dog noget anderledes ud.
Set i bakspejlet – for nu at blive i bilanalogien, så var det en temmelig dårlig og trist kopi af mig, der forsøgte at holde sammen på det kludetæppe af et liv, som jeg havde fået bikset sammen.
Det var en konstant kamp for at forsøge at passe ind i en selvskabt, selvsaboterende kasse af normer, forventninger og fikse ideer om det “rigtige liv”.
Passion, gnist og gejst – bobler i maven og værdier var vitterligt en by i Rusland, og når jeg ser tilbage på det i dag, så kan jeg simpelthen ikke huske, om jeg nogensinde smilede eller havde det sjovt eller bare nød at være til.
FØR ulykken.Jep, jeg var stresset.
Som i fuldstændig udbrændt og kun lige hængende i neglene på vej ned mod afgrunden.
Ulykken blev den vognstang, der lige gav mig det sidste rap over fingrene og tvang mig til at slippe i frit fald…
Der var ikke noget romantisk ved det, der skete i de split sekunder, hvor jeg mistede herredømmet over min lille, ubehjælpelige C1´er med 120 km. i timen.
Jeg vågnede heller ikke op, da bilen endelig stod stille og så LYSET og tænkte:
” Det her er min mulighed for at ændre mit liv!!”
For jeg kørte galt i virkeligheden – ikke i en amerikansk film!
I følge den græske-armenske filosof G.I. Gurdjieff er den menneskelige hjerne indrettet sådan, at den holder os fast i katastrofetanker og frygt for at undgå den ubehagelige tvivl og usikkerhed, der uværgerligt følger med at overskride vores komfortzone.
Kort fortalt: Selvsabotagen.
Jeg ved alt om det.
Men man kan sige, at ulykke gjorde, at jeg ikke fik så mange valg:
Jeg kunne enten vælge at fortsætte den katastrofekurs, jeg var havnet på.
Eller jeg kunne vælge at gøre noget andet, – f.eks. finde ind til mit sande jeg, mine virkelige passioner og begynde at udleve dem.
Jeg har valgt det sidste!
For jeg lever kun nu.
I dag.
Det gør du også, og DERFOR skal DU huske at have passion og glæde dig over DIT liv.
Fordi du kan.
