Jeg er elendig til at få læst dameblade!
For nylig fandt jeg f.eks. en dobbelt pakke med hele 2 udgaver af magasinet Q – fra februar/juli 2013!
Stadig pakket ind i sin udbrudte plastik emballage, vel at mærke.
Selvfølgelig pakkede jeg begge blade ud og bladrede pligtskyldigt i det ene, sådan for lige at have gjort det – og så faldt mine øjne på redaktørens leder på første side, som handlede om hendes syn på overdreven positiv tænkning og diverse selvhjælps bøgers “Be Happy”- doktrin.
Så kom jeg i tanker om Bente
Og så var det, jeg kom til at tænke på Bente, en pæn og nydelig og utrolig ordentlig kvinde, der kontaktede mig for at komme i et selvværdsforløb med ordene:
Jeg er stresset og jeg er dødtræt af ALTID at blive omtalt som ‘sød og smilende og flink og rar’ af alle i mine omgivelser!
Hvor blev respekten for livstragedier, stress, uperfekthed og usikkerhed af?
Det, der fik mig til at tænke på Bente, var daværende Q redaktør, Lizl Rands synspunkt i det efterhånden temmelig leder i samme dameblad.
Her udfordrer hun netop, at det er for meget med al den positive tænkning, lige så snart der er et eller andet skævt i vores liv.
I stedet mener Lizl Rand, at vi skylder os selv, og hinanden, at vise respekt for behovet for at være sortseer, og for at lade livskriser være livskriser med al deres smerte, uperfekthed og fastlåsthed.
Hun sætter sin kritiske journalistfinger ned i en stadig ukritisk tendens, der er i samfundet, om at vi alle skal kunne se ’gaven’ i store livstragdier og en holdning om, at hvis vi bare smiler og tænker positivt, så bliver alt godt.
Også cancerdiagnoser, skilsmisser, stress sygemeldinger og fyringer.
Det er faktisk en rigtig god leder, hvor essensen helt kort er, at Lizl Rand i bund grund giver det at se mening i det meningsløse et skud fra boven!
Og under overskriften “Kriser kan ikke smiles væk” skriver hun blandt andet: .. – at det er tid til et oprør mod jubeloptimismen, og til at omfavne fejl, pessimisme og usikkerhed”
Jeg mener, Lizl Rand har fuldstændig ret – lang hen ad vejen og det er så her, historien om Bente kommer ind i billedet.
Kan lavt selvværd, manglende livsglæde og kriser smiles væk?
Da Bente kommer til mig, er hun er helt almindelig kvinde i sin bedste alder, som har tilpasset sig, og ofret sig og været sød og nem i så mange år, at hun har udviklet en depression af det…
…og det viser sig meget hurtigt, at depressionen har viste sig som den ultimative konsekvens af, at har saboteret sig selv i næsten 60 år på grund af en overbevisning om, at hvis IKKE Bente altid er sød, selvudslettende, smilende og selvopofrende over for alle andre, så har hun ingen værdi, hun er uønsket og derfor ikke værd at elske.
Du har det ikke skidt på grund af ingenting
Det er ikke en overbevisning, der er opstået ud af den blå luft!
Da vi begynder at trævle Bentes biografi op, viser den sig derimod at være en indlysnede konsekvens af en opvækst i en dysfunktionel familie.
Med en dominerende mor og kolerisk og opfarende far, har Bente nemlig lært, at usynlig og sød er den bedste overlevelse strategi!
Samtidig er der også en yngre bror, der heller ikke har kunnet klare presset, men som bruger en anden overlevelses strategi, hvor han desværre ender i alkoholisme og misbrug, hvor det naturligvis altid er Bente, der rykker ud, når jorden brænder under ham…
Der er altså IKKE ret mange smil eller positiv tænkning over de første par samtaler!
Men så sker der noget, allerede da Bente kommer til sin 3. samtale hos mig, hvor jeg fra første minut fornemmer et skifte i både hendes humør og kropssprog.
Hele hendes væsen er lettere og mere frit.
Og hun fortæller mig om det gennembrud, hun netop har oplevet dagen før under en mindfulness øvelse, hvor der lige pludselig skete noget!
“Lige pludselig bare var hul igennem!”
Fortæller Bente begejstret, mens hun spjætter spontant med benene og hendes arme slår ud til siden. Hun smiler og bliver helt rørt over sin egen glæde, som er så uvant en følelse og ærlig talt kommer HELT bag på hende.
Vi taler om, at handling skaber forvandling, og om hvordan virkelig forandring i et fastlåst mindset kræver vilje og et bevidst valg om at du ønsker at tænke og leve anderledes, og pludselig retter Bente sig op i stolen og siger:
Jeg vil ikke blive ved med at have det sådan her!
Jeg vil tænke; Det her er dejligt – det er sådan, jeg vil have det, fordi det giver ro og mening!
Det er Bentes bevidste og afklarede valg aktivt at gøre noget andet end at blive ved med at være fanget i den selvsaboterende og livsundergravende overbevisning, som INTET godt giver hende.
Redskaberne bliver samtaler og konkrete værktøjer og hjælp til at ændre sin egen selvopfattelse, og få sat fortiden på plads, så hun kan give SLIP på den.
Det er dét oprydningsarbejde og muligheden for at få lov at tage det helt nødvendige opgør med en opvækst, der IKKE var i orden, der gøre det hende klar til at også at bruge mindfulness og positiv tænkning til at sætte en helt anden og livsglad kurs ud af livs krisen og ind i fremtiden.
Det er helheden i hendes forløb og oplevelsen af endelig at blive set, hørt og mødt i smerten over fortiden, der sammen med positiv tænkning i løbet at ret kort tid, har gjort Bente både stærkere og tydeligere i forhold til sine egne grænser, men også åbenlyst gladere og i langt bedre balance.
Må du overhovedet have et problem med andres behov for at definere, hvem du er?
JA. Det må du da (!) og det er Bente netop et levende eksempel på.
Hun har gennem alt for mange år kæmpet stiltiende for sin ret til IKKE kun at være sød, nem, vellidt og imødekommende, men også udfordrende, bestemt og med både meninger og grænser.
Måske giver det også mening for dig, der læser med, at det ER et problem, hvis du (som Bente) altid oplever at blive defineret som sød, rolig, stille og nem af dine omgivelser?
NB: Det gælder i øvrigt også, hvis dine omgivelser altid omtaler dig som stræk, glad, dygtig, kompetent, handlekraftig, ansvarlig .. du kan selv fortsætte listen.
Det ER problem, når vi bliver så forhippede på at fortælle andre, hvordan vi helst vil have, de er eller skal være!
Især hvis det gøre dig syg, fordi det er til sidst bliver ubærligt og ganske umuligt kun at blive set fra den ene side og ALTID leve op til forsøget på at opretholde den facade for ikke at skuffe andre, føle dig forkert, skabe konflikter osv.
Og lige præcis derfor giver Lizl Rands leder fra sommeren 2013 stadig så fin mening:
Vi skal simpelthen holde op med at definere hinanden
Vi skal i stedet give hinanden lov til at være, dem vi er og lade smerte være smerte ind i mellem og give fejl og usikkerhed og uperfekthed bare lidt mere plads og luft.
Vi skal give hinanden lov til at vælge selv
Handling skaber forvandling og det er en mulighed aktivt at vælge at ville ændre sin tilstand.
Jeg ved det, for jeg oplever det næsten dagligt i mit arbejde.
Og nej, jeg tror ikke på, at hverken kriser, lavt selvværd eller skrantende livsglæde kan smiles væk. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at kriser eller udfordringer skal fastholdes ved at dyrke pessimismen.
Men nogle gange ER meningsløsheden et menneskevilkår, og ingen er specielt godt rustede til at håndtere, når livet virkelig viser tænder, hvis vi ikke kan rumme hinandens smerte og sorg, depressioner, snot eller fejlbarlighed.
Problemet er, at vi alle sammen bære et ansvar for at gøre det muligt for hinanden selv at være med til at bestemme, hvem vi er og gerne vil være. Alt for mange af os er slemme til at nedfælde vores EGNE ønsker, behov og overbevisninger i andre.
Vi gør det ikke i nogen ond mening, tværtimod gør vi det udfra vores individuelle, indkodede overlevelses strategier og så gør vi det, fordi vi, trods 200.00 år på bagen som art, stadig har en dybtliggende, biologisk urmentalitet, hvis eneste opgave er at sikre netop flokkens samlede overlevelse.
MEN: det gør det stadig hverken okay eller hensigtsmæssigt i vores nutidige, moderne samfund.
Hvis forventninger forsøger du at leve op til?
Livet kan være en rutsjebanetur – med op- og nedture hele tiden.
Det er et faktum, og det er vi som mennesker hverken herre over eller i stand til at ændre.
Men jeg ser en tendens til, at vi bilder os selv og hinanden ind, at vi både kan og skal være herre over alt – også vores eget liv og dets veje og tildragelser.
Jeg mener, at vi tager fejl og at vi går galt i byen, når vi desperate prøver at leve op til både vores egne og ’alle de andres’ forventninger.
Det er dén opfattelse af vores eget ansvar og indflydelse på vores liv, er i sidste ende gør os sårbare, stressede, syge osv., fordi det ansvar er så meget større, end vi er.
Jeg er også af den opfattelse, at vi kan forsøge klæde os selv på til at være så robuste, som det er muligt til turen i rutsjebaneturen ved at forsøge at rumme et måske lavt selvværd, manglende livsglæde eller livskriser – og turde stole på, at alting hverken ken eller nødvendigvis er op til os.
Hvordan rummer du et lavt selvværd og manglende livsglæde?
Vi lever i et samfund, hvor det at tro på noget der er større end os selv ikke ligefrem er super hipt eller trendy.
Og når vi som mennesker er henvist til kun at sætte liden til os selv, ja, så bliver behovet for støtte, hjælp, selvudvikling og optimisme måske også bare så meget større og langt mere nødvendigt?
I mit arbejde med lavt selvværd og manglende livsglæde møder jeg gang på gang et enormt behov for at betvinge de tunge eller negative følelser – fortvivlelse over at være fortvivlet, utilfreds, ked af det eller ved at dø af kedsomhed.
Kriser kan være så uendelig mange ting, og de kvinder jeg møder i min praksis har lige så mange forskellige tilgange til lige præcis deres problematik.
Fælles for de fleste er dog, at det kan være en rigtig god øvelse at begynde med at give sig selv lov til bare at rumme det lave selvværd, krisen, smerten eller den manglende livsglæde.
Det er en begyndelse at give dig selv lov til faktisk at være fortvivlet, uperfekt, utilfreds, ked af det eller ved at dø af kedsomhed.
I stedet for at forsøge at betvinge de ”forbudte” følelser eller ’lyve dem væk’ bag en opstillet facade., så vil jeg kæmpe for gaven ved følelsen af utilstrækkelighed og, som Jane Aamund skriver et sted:
At du har din ret til at ride din hest og jeg har min ret til at ride min hest” (frit citeret)
Har du lavt selvværd og kæmper du, lige som Bente gjorde, med at få sat handling og mod bag ‘en gang for alle at stå stærkt i dig selv og leve dit liv, sådan som DU ønsker det?
Så skal du med på næste hold af mit online Kvindeforløb, hvor du ikke kun får mod og handlekraft til at gøre alvor af dine drømme, du får også et suverænt selvværd!
