”Jeg har tal på alle de gange, jeg har siddet og tænkt at:
”NU er det NOK! NU rejser du dig og går din vej – væk fra det her job, der overhovedet ikke giver dig noget som helst – ingen mening, ingen glæde, ingen tilfredsstillelse, men kun ærgrelser, stress og frustration…!”
Og alligevel er jeg blevet i det!
Jeg fatter det ikke, og jeg ved ikke, hvordan det sker. Men jeg kommer jo alligevel troligt tilbage HVER dag.
Selvom jeg græder og raser og HADER det inden i, så ’klarer’ jeg det. Jeg tager mig sammen og er STÆRK. Smilende og i kontrol, alt imens jeg visner lidt for hver dag der går.
Det giver INGEN mening, men efterhånden er det næsten lige meget, for jeg ved jo ikke, hvad jeg skal gøre ved det!
På en god dag med bare en lille smule overskud drømmer jeg om at åbne min egen garnforretning eller leve af at skrive bøger og blogs om at være kvinde. Jeg drømmer om at kvitte den der ’normale’ lønmodtager idé og enten tage en HELT anden uddannelse eller blive selvstændig.
MEN det kan jeg jo ikke ’bare’, vel!?”
Vidste du at Gallup netop har lavet en undersøgelse for Gallup der viser, at ca. 21% af danskerne går rundt med en uforløst drøm at blive selvstændige?
Og at ni ud af ti aldrig gør noget ved det, fordi de ender med at bremse sig selv for de overhovedet får drømmen tænkt til ende.
Jeg kender godt den drøm
Jeg drømte den selv i mange år. Siden jeg var 13 år for at være helt præcis og det er efterhånden en del år, når jeg nu er født i 1974!
Så læs endelig med videre, for jeg har også akut hjælp til dig, der måske sidder fast i en hverdag, som den ovenfor, sidst i indlægget.
Faktisk ville jeg være præst. Med sort kjole og hvidt pibet krav. Ikke at det var årsagen (!), nej; jeg var tværtimod allerede som 13-årig var fuldstændig klar over, at mit livsformål var ’at være noget med andre mennesker, der hvor det ikke altid er nemt at være’.
Er du skør, hvis du vil noget andet?
Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund, så skulle det i hvert fald den gang vise sig, at ’være noget med andre mennesker’ rent normativt for rigtig mange voksne rundt om mig, åbenbart var begrænset til pædagog-, hjemmehjælper- eller sygeplejerske-fagene.
I hvert fald var det mere reglen end undtagelsen, at hver gang jeg blev spurgt om, hvad jeg så ville være, når jeg blev stor – og jeg svarede præst, så blinkede mange lige et par gange og sagde noget i retning af:
”DET var da godt nok anderledes – hvorfor vil du ikke være sygeplejerske eller pædagog eller hjemmehjælper?!”
”Hvis du er skør nok til at gøre det, du elsker, til din levevej, er du sikker på at skabe et liv, der gør en forskel.”
Herb Kelleher
Og det var jeg jo så åbenbart skør nok til!
Herre i eget hus
Nu blev jeg jo, trods mange års studier, ikke præst og det er der mange grunde til.
Sagen er, at én af grundene er den samme, som drømmen i det, jeg skrev i indledningen til denne blog:
At jeg – allerede som ung teenager – var klar over, at jeg samtidig med, at jeg gerne ville være med andre mennesker dér, hvor det ikke altid er nemt at være, OGSÅ helst ville være herre i eget hus.
At det kniber lidt, når nu din CEO faktisk fylder hele huset og bestyrelsen er et menighedsråd, er en anden snak.
Pointen er, at jeg skulle helt op i slutningen af tyverne, inden jeg erkendte, at der bare ville være for lidt plads til MIG i det hus.
Jeg ville simpelthen være selvstændig
Omkring årtusind skiftet i 2000 tog jeg så den tunge beslutning og meldte mig helt ud af Det Teologiske Fakultet.
Det skulle vise sig at blive startskuddet til en årelang omskiftelig rutsjebane tur, hvor jeg drev om på det åbne, mørke arbejdsmarkeds hav.
INGEN hylde syntes at passe og jeg prøvede immervæk nogle stykker.
Slavisk fandt jeg jobannoncerne. Skrev ansøgningerne og kom også til mange samtaler, og fik tilbudt lige så mange stillinger, hvor af jeg rent faktisk også startede i nogle af dem…
… men HVER gang endte jeg samme sted og at hylden viste sig at være:
For trang. For fastlåst. For smal. For bred. For kedelig. For meget. For lidt.
Forkert!
Lad mig i øvrigt indskyde, at det jo ikke kun handler om at blive selvstændig for os alle sammen! Det kan jo være, du sidder og læse med lige med nu, og inderst inde drømmer om at skifte dit job som folkeskolelærer ud med at job som blomsterbinder.
MEN:
Er det noget du genkender?
Hvis du gør, så genkender du også, hvordan du stille og roligt begynder at få den ide, at det er DIG, der er noget galt med?!
At den hylde, du er på, måske nok er forkert, men at det jo også er fordi, DU er forkert?
Måske kender du (ligesom jeg) den nagende tanken om, at den virkelige grund til, at du ikke kan få det her lønmodtagerliv til at fungere, er fordi, der ER noget galt med dig, fordi:
Du fylder for meget.
Vil for meget.
Ikke passer ind.
Vil noget ANDET end dine kollegaer (eller end jobbet og chefen tillader!)
Spørger for meget.
Er for kritisk.
Er for overkvalificeret.
Er for lidt det ene og for meget noget andet.
I virkeligheden er helt og aldeles FORKERT.
Jeg kender dem ALLE sammen
Jeg kender den grundlæggende følelse af at føle mig helt fundamentalt fejlcastet til det her 8-16 (eller 6.30 – 15.00) job og jeg har troet på det – præcis ligesom jeg forestiller mig, at du også gør lige nu.
MEN DET ER IKKE SANDHEDEN!
Det er IKKE dig, der er noget galt med. Det er (sandsynligvis) heller ikke jobbet – og overhovedet ikke dine kollegaer for den sags skyld.
Det, der er noget galt med, er derimod konstellationen af dig og det job!
Det er den manglende overensstemmelse mellem det job – og det liv, du gerne VIL leve inden i og det job og det liv, du rent faktisk har fået indrettet dig i, der er galt!
Det er det, der gør, at du konstant eller meget af tiden føler dig så forkert. Som gør dig frustreret, og måske endda giver dig ondt i maven. Hjertebanken. Myldretanker og en hel masse andre livs forringende symptomer.
Det er faktisk en tilstand og den har også et navn; nemlig eksistentiel stress.
Så hvad gør du?
Hvis du lige nu sidder og tænker, at det her er, som at sidde og læse om dig selv, så forestiller jeg mig, at du virkelig godt kunne tænke dig at komme fri af det her?
At du virkelig føler, at du er ved at visne og dø i det liv, som det faktisk er meningen, skulle være på sit højeste lige nu og at du inderligt længes efter at vågne hver dag og ’bare’ være GLAD for dit liv, dit job og – dig selv?
Men hvordan?
Hvordan sørensen kommer du fri og videre?
For som begyndelsen af dette blogindlæg også beskriver, så er det lettere sagt end gjort at bryde fri at de vante rammer og ud af komfortzonen, som uanset hvor triviel, utilfredsstillende eller eksistentielt stressende, den end måtte være, også er TRYG!
Men det KAN lade sige gøre!
Jeg ved det, for jeg har i den grad selv gået vejen (flere gange endda) og endnu vigtigere, så ser jeg alle mine klienter gør det igen og igen.
Du skal blot være klar til at tage det første skridt og i første omgang finde modet til et TURDE se dit job, dit liv, dit parforhold – hvad end det nu er, i øjnene, og begynde at være nysgerrig på det.
Nysgerrighed er det simpleste svar på, hvordan du rent faktisk begynder at få rokket ved den her møllesten, du lige nu har om halsen.
Og eftersom jeg netop selv HAR gået vejen, så ved jeg også, hvor svært det kan være at få hul på den her proces alene….
(det er derfor jeg tilbyder gratis afklarende samtaler, hvor du får min udelte opmærksomhed, mine ØRER, viden, hjælp og STØTTE til det – helt gratis – i 40 minutter
… derfor har jeg også fire vigtige spørgsmål, du skal stille dig selv, hvis du lige nu sidder fast, men inderligt gerne VIL leve det liv og have det job eller parforhold, som du inderst inde drømmer om.
De fire vigtige spørgsmål, du skal stille dig selv
Al ting skal starte et sted, og et af de allerbedste steder at begynde en [mulig] forandringsproces er som sagt ved at finde din nysgerrighed frem og nysgerrighed handler om at turde stille spørgsmålstegn ved tingene.
Allerførst så vil jeg opfordre dig til at sætte ordentligt tid af til at blive klogere på det her, ligesom jeg også vil opfordre dig til at finde et stykke papir eller to, en blyant og i øvrigt skabe ro omkring dig, inden du går i gang.
Når du er klar, tager du ét af de følgende spørgsmål ad gangen, og skriver alt det ned på papiret, du kommer i tanker om:
- Hvorfor er det, jeg bliver i det her?
- Hvor længe VIL jeg blive i det her?
- Hvad er det, jeg er bange for/hvad er det værste, der kan ske?
- Hvad er den modigste beslutning, jeg kan tage lige nu?
Når først du kommer i gang, så er det min erfaring, at der helt af sig selv dukker flere spørgsmål og, naturligvis også, en hel masse svar.
Svar som kan hjælpe dig til at bliver afklaret omkring, hvad det virkelige problem og de reelle forhindringer, der bremser dig, er.
Jeg ser også gang på gang i mit daglige arbejde, hvordan det at turde stille spørgsmålstegn ved det liv, job eller den relation, du sidder fast i, vækker både dit mod, din kreativitet og din motivation til også at få taget det næste skridt og sætte handling bag.
Pas på du ikke ender med at lyve for dig selv
Der er dog én ting, du skal vide:
Det letteste i verden er at lyve for dig selv, selvom du føler, at du er super bevidst og ærlig i dine refleksioner.
Tro mig. I know.
I otte år levede jeg selv mit liv på den form for selv-løgn, at jeg var enormt kritisk og handlekraftig og jo var i stand til at flytte mig, når hylden blev enten det ene eller andet forkert!
Det var godt nok en blankpoleret, rationel og velovervejet løgn. Udefra er jeg også sikker på, at jeg virkede både i kontrol, forandringsparat, tjekket, dygtig og modig i de her umulige lønmodtager jobs.
Sagen er bare, at det VAR en livsløgn, som jeg selv havde konstrueret. Mere eller mindre bevidst, forestås, fordi jeg på den ene side ikke ANEDE, hvad jeg ellers skulle gøre og på den anden side for at UNDGÅ at skulle tage stilling til alt det, der VIRKELIG var galt.
Giver det mening?
Selvsabotage forklædt som evnen til at flytte dig
Jeg saboterede med andre ord mig selv BIG TIME ved at bilde mig selv ind, at når bare jeg flyttede mig, SÅ var alt jo godt!
Men det nytter jo ikke noget, når jeg hele tiden ubevidst blot flyttede mig selv rundt i det samme uendeligheds tegn!
Selvsabotagen og hele Det Selvsaboterende System©, som jeg underviser i på mange af mine 1:1 forløb, er altså mega snedigt og udspekuleret – og den kommer ind i mellem forklædt som en ulv i fåreklæder!
Selvsabotagen kan trække dig rundt ved din mentale næse i årevis, så længe du ikke TØR se din egen rolle i din eksistentielle stress i øjnene.
Det kan være næsten umuligt at fange din egen selvsabotage på egen hånd, det er derfor du skal søge hjælp til at stoppe den.
Det behøver ikke være mig.
Men hvis du godt kan se, at du har tendens til at ende i den samme blindgyde hele tiden eller at nissen bliver VED med at flytte med uanset hvor velovervejet, fornuftig eller ’rigtigt’ du syntes, du er, så vil du få meget ud af en gratis afklarende session, som du kan læse mere om her <<<
Alle kan få eller skabe et liv og et job, de trives i.
Det kræver blot, at du er villig til at se nysgerrigt, ærligt og oprigtigt på det, du IKKE trives i lige nu!
