Kender du det:
Fornemmelsen af, at du bliver taget for givet KONSTANT?
Og længes du efter ikke kun altid at være henvist til at være serviceorgan for alle andre…
… men OGSÅ at have plads, tid og rum til at sætte dig selv og DINE EGNE behov i første række?
Så kender du også den frustration og vrede, der kan få dig til ligefrem at dirre inden i af bare forurettelse og bebrejdelse mod DEM, der gør det her mod dig?
Lad os tage et eksempel fra den virkelige verden f.eks. min egen:
Ferietid!
OG 4 børn, der har fri fra skole OG hjemmearbejdsplads!
Lad mig bare sige, at det kræver nerver af stål og en tålmodighed grænsende til det superhelteagtige ikke at gå helt op i limningen, når jeg bliver afbrudt hvert femte minut af ønsker om alt lige fra:
- Hjælp til rundstykker og pålægschokolade fra kl. 8 til kl. 13 (vi har 4 børn i alderen 9 til 16 år….!)
- Hjælp til låget på shampoo flasken, der binder
- Hjælptil transport ud til kammeraten
- Hjælp til fjernbetjeningen
- Hjælp til at nå den øverste hylde
- Hjælp til at få hunden ud
- Hjælp til at få katten IND!
- Hjælp til dukkens hår, der driller
- Hjælp til at få lillesøster til at gå ud af teenageværelset, fordi hun keeeder sig og er dødirriterende!
JEG keder mig så ikke!!
Men jeg mærker til gengæld hvordan vreden og temperamentet ulmer, som glødende lava i en ellers udslukt vulkan, inden i mig…
… lige indtil samme vulkan går i udbrud, hvor ingen omkring mig når at opfange, hvad der egentlig ramte dem før EFTER eksplosionen.
Så er jeg lige brændt af og kan lidt igen!
Jeg har fået luft og ryster asken og flager fra udbruddet af mig og er så god som ny.
Når jeg altså ikke kniber læberne sammen rollen som martyren, der selvfølgelig ofrer mig for alle de andre – HELE TIDEN!
Og så er alt jo godt, skulle man tro
MEN.
Problemet er, at dem omkring mig OGSÅ er brændt af, når jeg eksploderer og i øvrigt ikke har en fair chance overhovedet for at få martyren til afgive dramaet…
Og den 9-årige (eller nogen af de andre for den sags skyld) ryster ikke sådan bare lige mit udbrud af sig.
Tværtimod:
Så lagrer hun det på sin mentale database og danner én af mange kim til en selvforståelse, der om mange år kan vise sig at hedde noget i retning af at:
“Det er i orden at gå helt agurk i min indestængte vrede, fordi jeg får NOK af at blive hundset rundt af andre, fordi jeg så min mor køre den adfærd af!”
ELLER:
“Jeg skal sørge for ALTID at passe på alt hvad jeg siger og gør, eller viser eller giver udtryk for, for jeg ved ALDRIG, hvornår der kan gå en vulkan af i nærheden af mig, hvis jeg ikke hele tiden passer på…!”
Hvad er værst?
Jeg ved snart ikke, hvad der er den værste overbevisning af de to, jeg har nævnt her?
Og jeg kunne sagtens udvide listen af mulige varianter af selvsaboterende tanker, som kan sætte deres første spor i mine børn her…
Den god nyhed er, at jeg er KLAR OVER det her.
DERFOR er min forbandede opgave også at forholde mig til det og gøre noget ved det!
Og det betyder, at jeg skal TAGE ANSVAR for mig selv og det, der TRIGGER det her udbrud.
Det er ganske enkelt ikke godt nok at jeg går med en OFFERmekanik om, at det også er mine børn, der fylder for meget, forstyrre MIG hele tiden og gør det UMULIGT for mig også at tilgodese mig selv og mine egne behov!
Det er MIT ansvar og MIG alene, der tillader, at det er det, der sker.
Bag alle frustreret følelser…
..ligger der et behov, du ikke har lyttet til.
Så når du gerne vil vandre over i ANDRE og give dem ansvaret for, at du føler dig:
- Forkert
- Skidt tilpas
- Irriteret
- Frusteret
- Ked af det [fortsæt selv listen]
Så er der altså noget hjemme i dig selv, du i virkeligheden har brug for at lytte til og tage dig af.
I mit tilfælde med hjemmearbejdsplads i ferierne er der mindst 10 andre mere hensigtsmæssige løsninger til at få den ro, jeg har brug for, for at kunne fordybe mig og rent faktisk få arbejdet med de ting. jeg nu skal.
Også selvom resten af den skolesøgende familie har fri og er hjemme:
- Vi kunne lave aftaler om, hvornår mor har åbnet i løbet af dagen
- Jeg kan vælge at køre på det lokale bibliotek eller en café og arbejde i løbet af sådan en uge
- Jeg kunne sætte realistisk forventninger for mig selv til, HVAD jeg kan, skal og gerne vil nå i løbet af en hjemmearbejds ferie
- Jeg kunne holde FRI (!)
Og sådan kan listen fortsætte.
Pointen er, at ansvaret for store dele af vores – dine og mine – negative og frustrerede følelser er VORES.
Der er naturligvis også andre, der kan have en andel i dem.
Men du og jeg bærer altid 100% af ansvaret for os selv, og derfor er opgaven at forvalte det ansvar og forholde dig til, hvad din egen andel i de følelser, der går i gang i dig handler om.
Moralen: Du har et valg – tag ansvar!
Jeg ER mor!
Og det betyder ganske enkelt også et vist niveau af servicemedarbejder, konfliktmægler, hjælpende hånd, køleskabs- og fjernbetjeningskoordinator, vaskekone, knust-hjerte-heler, dukkehjælper OG madmor.
Krydret godt op med at være rollemodellen, der gør mine børn i stand til også at klare sig selv en gang.
Sådan er det, fordi jeg har VALGT at få børn.
Det jeg ikke skal glemme i det regnestykke er, at:
Det valg IKKE betyder, at jeg så aldrig må tage mig selv alvorligt, sige fra eller også lytte til mig selv og tage mig af mine egne behov, ønsker eller drømme for de dele af mit liv, der trods alt handler om også at være andet end fuldtidsmor.
Gælder det her kun dig, der er småbørns- eller teenager mor?
Nej:
Ansvaret. For. Dit. Eget. Liv. Er. Dit. Kvinde.
Og nu vil jeg lukke katten ind og hunden ud, samle et LEGO projekt op fra gulvet, slukke fjernsynet – og lige hjælpe med at tørre dukkens hår, inden yngste datteren smelter det helt med hårtørren!
Kh. Karin
